Det er afgørende, at der er et fundament for at skabe sig et godt liv på landet
Det er afgørende, at der er et fundament for at skabe sig et godt liv på landet. Der skal være lige og fair muligheder for at skabe sig et godt liv over hele landet.
Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk vilje og fokus. Derfor er det meget positivt, at regeringen for nylig præsenterede et udspil, der netop har blik for udviklingen i landdistrikterne.
For det er i landdistrikterne, at en stor del af den grønne omstilling løftes. Det er her, at landmændene lægger jord til vindmøller og energianlæg og samtidig skal dyrke nogle af de mest klimaeffektive fødevarer. Og det er også her, vi kommer til at styrke de vigtige indsatserne for både natur og biodiversitet.
I Familielandbruget er vi særligt opmærksomme på, at det skal være mindre bureaukratisk at drive og udvikle en mindre fødevareproduktion, og at det bliver lettere for unge at købe en ejendom i fri handel inden den bliver opkøbt af en nabo, som mange hundrede fuldtidsbedrifter bliver hvert år. Der er netop nu ved at blive nedsat et udvalg under den grønne trepart som netop skal se på tiltag, der gør det nemmere for unge at købe gård. Det følger vi tæt.
En anden ny positiv nyhed fra regeringen er, at der kommer en ny ministerpost med ansvar for implementeringen af trepartsaftalen. Det viser, at regeringen sætter handling bag aftalen i den grønne trepart. Og det er rigtig godt, for der er nok at tage fat på.
"Jeg håber, at den nye minister vil huske mangfoldigheden i landbruget. At der fortsat er plads til de mindre landbrug, der bidrager med dyrebar sammenhængskraft, energi og ressourcer til landdistrikterne. Vores erhverv forbliver stærkest, når vi både har plads til forskellige meninger og forskellige størrelser af landbrug i vores landdistrikter, der alle er vigtige bidragsydere til alle de udfordringer, som vi sammen skal løse med implementeringen af den grønne trepart."
Jeg håber, at høsten snart i hus rundt omkring, selv om det har drillet med det våde vejr. Vi fik lige det sidste høstet i går og når forhåbentlig at få halmen ind her i det gode vejr.
Af Lone Andersen, formand, Familielandbruget