Erhvervsministeren vil have fjernet over halvdelen af nye grønne krav fra EU

Erhvervsministeren vil have fjernet over halvdelen af nye grønne krav fra EU – (Berlingske, 22. februar 2025).

Bureaukratiens Paralleller: EU’s Grønne Krav og Familielandbrugets Benspænd

Der er en fællesnævner, der sniger sig ind både i EU’s grønne agenda og i de flestes hverdagen, også for vores familielandbrug: en overflod af regler, som i teorien skal fremme vækst og bæredygtighed, men i praksis ofte ender med at kvæle den ønskede udvikling.

I en artikel fra Berlingske udtaler erhvervsminister Morten Bødskov, at de nye krav til bæredygtighedsrapportering fra EU i stedet for at bane vejen for grønne investeringer, pålægger virksomhederne en uoverskuelig byrde. Med planer om at reducere kravene med op til 75 procent, fremstår ministerens kritik som et råb om at lette det bureaukratiske greb, så virksomhederne kan få den nødvendige frihed til at investere i en grønnere fremtid.

Men er det ikke netop den samme problematik, vi ser i familielandbruget? Små og mellemstore landbrug, der ofte drives med kærlighed og omhu, bliver ved et uheld fanget i et spind af dokumentationskrav, støtteordninger og administrative regler. I stedet for at blive styrket af tiltag, som skulle fremme udviklingen, oplever mange landmænd, at de bliver hæmmet af bureaukratiets tunge hånd – et scenarie, der minder om den kritik, Bødskov nu retter mod EU’s politik.

Det, der binder EU’s grønne krav og familielandbrugets oplevelser sammen, er kontrasten mellem de tiltag, som myndighederne ser som hjælp, og den faktiske byrde, som virksomheder og landmænd oplever. Hvor politikerne og embedsmændene mener, at de komplekse regler vil skabe et solidt fundament for grøn omstilling og støtte. er den praktiske virkning ofte, at de administrative krav bliver en hæmsko, der besværliggør den daglige drift og operation.

I stedet for at lade bureaukratiet bremse udviklingen, bør der sættes fokus på at skabe en balance, hvor støttende tiltag både fremmer bæredygtighed og sikrer, at de aktører, der skal udføre omstillingen, har den nødvendige frihed til at agere effektivt. Det er et spørgsmål om at fjerne de unødvendige benspænd og give både virksomheder og landmænd mulighed for at fokusere på det, der virkelig betyder noget: innovation, vækst og en bæredygtig fremtid.

Denne debat minder os om, at politik og tiltag aldrig bør blive et mål i sig selv, men et middel til at skabe reelle, håndgribelige fordele for dem, der er på frontlinjen – uanset om det er i storbyens erhvervsliv eller på landet med os i familielandbruget.