Hvorfor skal vi betale skat af penge, vi aldrig har fået?

Hvorfor skal vi betale skat af penge, vi aldrig har fået?
Det spørgsmål stiller Christian Orthmann, formand for LandboUngdom, i Effektivt Landbrug – og vi i Familielandbruget forstår hans frustration.
Det giver ganske enkelt ikke mening, at unge landmænd skal beskattes af støttebeløb, længe før pengene reelt er udbetalt. Det skaber unødig usikkerhed og presser likviditeten netop i den fase, hvor man har allermest brug for ro og stabilitet til at komme godt i gang.
Vi bakker fuldt og helt op om LandboUngdoms indsats for mere fair og gennemtænkte rammer for generationsskifte i landbruget. Danmark har brug for unge, der tør tage over, drive bedrifterne videre og skabe fremtidens fødevarer – men det kræver, at vi ikke spænder ben for dem med bureaukrati og urimelige regler.
Samtidig deler vi ønsket om, at EU’s landbrugspolitik – CAP’en – i højere grad målrettes dem, der har brug for den. Det giver god mening at flytte midler fra hektarstøtte til konkrete etableringsordninger og andre målrettede støtteformer. Men det er også afgørende, at flere midler fordeles i den mindre ende af landbruget, så mindre og familieejede bedrifter stadig kan være med. Hvis vi vil bevare et aktivt liv på landet og sikre, at mangfoldigheden i dansk landbrug består, så skal vi sikre bedre rammevilkår for dem, der ikke nødvendigvis har størrelsen, men viljen og værdierne i orden.
Vi glæder os over, at LandboUngdom har fået en plads i den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi gør det lettere og mere attraktivt at komme i gang som ung landmand. Vi har store forventninger til gruppens arbejde – og vi tror på, at de vil gøre en reel forskel.
Fremtidens landbrug skabes i dag – og det starter med, at vi giver de unge og de mindre landbrug en fair chance.
Hele LandboUngdoms arbejde har vores fulde opbakning.