Kig på styrelsernes praksis

Kig på styrelsernes praksis – de spænder ben

Når regeringen roser sig selv for at have gjort meget for landdistrikterne, har de delvist ret. Det er positivt, at der bliver talt om geografisk balance og et liv uden for de store byer. Men der er en anden virkelighed derude, som ikke harmonerer med det billede, der tegnes i Christiansborgs polerede debatindlæg.

For lad os tage fat i én af de unge, der gerne vil i gang som landmand. Han har mulighed for at søge etableringsstøtte – en støtte, der netop skal hjælpe i gang og sikre et økonomisk grundlag i den hårde opstart. Men samtidig vil Skattestyrelsen allerede inden udbetalingen have skatten af det bevilgede beløb. Det vil sige, at likviditeten presses – måske til bristepunktet – før støtten overhovedet kan gøre nytte. Det virker som et absurd eksempel på, hvordan én styrelse modarbejder en anden – og i sidste ende undergraver den politiske intention.

Et andet eksempel er Vurderingsstyrelsen. Her har man fået bygget et utroligt smart, men også ufleksibelt system, der i sin nuværende form rammer bredt og ofte forkert. Det virker som om, systemet er udviklet med stor teknisk elegance – men med meget lidt blik for virkeligheden på landet. Det, der skulle være et værktøj for retfærdig beskatning, er i stedet blevet en kilde til stor usikkerhed, særligt for de mindre ejendomme.

Særligt hårdt rammer det en gruppe, der ellers burde hyldes for deres opfindsomhed og evne til at skabe nyt liv i landdistrikterne: rideskolerne. Mange af dem er netop startet på landejendomme, hvor økonomien i traditionelt landbrug har været dårlig. Så har nogle sat heste ind og lært at bruge dem som en måde at skabe en indtægt på – med levende dyr, marker med græs, stalde og måske en ridehal i det gamle maskinhus. Aktivitet, liv og arbejdspladser.

Men denne gruppe ryger konsekvent i kategorien “erhverv” – og kommer dermed til at betale erhvervsbeskatning af store arealer, der pludselig vurderes efter samme skabelon som f.eks. industriejendomme. Det er dyrt. Og det er svært at forstå, når vi taler om aktiviteter, der i praksis ligner landbrug og som mange steder er med til at holde lokalsamfundene levende.

Kan det virkelig være hensigten, at disse initiativer – som bidrager til både lokal trivsel, børne- og ungdomsaktiviteter og sammenhængskraften i landdistrikterne – skal presses ud af markedet? Det virker som endnu et eksempel på, at systemets detaljer modarbejder det politiske mål.

Vi foreslår ikke, at alt skal laves om. Men vi opfordrer kraftigt til, at der kigges grundigt på, hvordan styrelserne arbejder – og hvordan de samarbejder. For hvis vi skal lykkes med at skabe et Danmark i bedre balance, er det ikke nok med flotte ord og nye udspil. Så skal de eksisterende systemer også fungere i praksis – og med blik for det liv, der leves derude, hvor landet begynder.

Af Familielandbrugets Næstformand, Michael Jakobsen.