Nyt fra formanden - Familielandbruget på vej mod næste etape
Familielandbruget på vej mod næste etape – udvikling og fællesskab går hånd i hånd
Formand Anders Kjær satte retningen for fremtiden i sin første beretning ved årsmødet. Med klare budskaber om handlekraft og fællesskab understregede han, at Familielandbruget skal udvikle sig for at bevare sin relevans i en tid med store forandringer, og vi har allerede taget vigtige skridt i den rigtige retning.
Årets tema, "Næste etape", blev brugt som afsæt for refleksion og ambition: det kræver at vi tager arbejdshandskerne på. Vi skal tænke nyt, turde tage ansvar og stå sammen. Det er en opgave vi skal løse sammen.
Anders Kjær fremhævede vigtigheden af at være tydelige, relevante og stolte af det, Familielandbruget står for. Beretningen bød også på et tilbageblik over årets vigtigste indsatser – herunder opstarten af en ny strategiproces, der skal sætte kursen for de kommende år, arbejdet med den nye CAP, landdistriktspolitikken og den grønne trepart.
Vi står ved begyndelsen af næste etape for Familielandbruget. Og den skal ikke kun handle om at bevare - den skal handle om at udvikle.
Det har været et år med flere vigtige indsatser i Familielandbruget, hvor blandt andet fokusområdet har været den interne strategi proces. En proces som skal være med til at definere vores kurs i de kommende år og arbejdet med den nye CAP, landbrugspolitik og den grønne trepart.
Det var dejligt at se en så stor opbakning til Familielandbrugets formand og bestyrelse for det foregående arbejde, og der knokles fortsat på for at få medlemmerne til at vælge Familielandbruget. Vi skal kæmpe i flok. For sammen kan vi løfte Familielandbruget videre til næste etape.
Familielandbrugets årsmøde er et møde, hvor alle foreningerne er repræsenteret samt inviterede gæster. Vi arbejder fortsat på at skabe værdi for alle vores medlemmer bl.a. igennem vores medlemsarrangementer ude i foreningerne. 2026 bliver et spændende år, hvor Familielandbruget også vil være synlige i de mange landbrugsdebatter. Både lokalt og på landsplan.
Vi ønsker at leve op til vores ord – det gode liv på landet – for vi ved, at det er vigtigt for vores medlemmer. Derfor opfordrer vi også ikke-medlemmer derude til at blive en del af Familielandbruget, så vi kan bevare det gode liv på landet.
Tak for et godt årsmøde. Vi glæder os til at se jer alle derude.